Vil du med på Musiksommerskole 2019?
Ingen sommer uden Musiksommerskole!
OBS! Tilmeldingen til dette års Musiksommerskole er nu lukket. Program sendes ud i start juli.
Igen i år afholder vi Musiksommerskole i den sidste uge af skolernes sommerferie for børn og unge fra Slagelse Kommune mellem 7-20 år - og så gentager vi selvfølgelig succesen fra sidste år og laver én dag for de modige voksne.
Musiksommerskolen forløber over to dage fra mandag d. 5. august - tirsdag d. 6. august. Det er gratis at deltage i Musiksommerskolen - og vi er for alle. Både dig, der aldrig har spillet musik, og dig, der slet ikke kan lade være. Det vigtigste er, at du har lyst til at møde musikken med en hel flok af vores mega seje lærere.
For at deltage i Musiksommerskolen skal du og/eller dit barn tilmelde jer senest d. 17. juni her på vores hjemmeside. Når du tilmelder dig, skal du tage stilling til, hvilket "spor" du gerne vil spille med på. Undervisningen i løbet af de to dage er på alle niveauer, og vi har "spor" både for begyndere og de let øvede. Vi afslutter selvfølgelig Musiksommerskolen med en koncert for alle forældre og venner.
Se alle informationer om Musiksommerskolen lige her. (pdf - nyt vindue) Kontakt os endelig for uddybende spørgsmål til din eller dit barns tilmelding. Vi har et begrænset antal pladser på hvert spor, så tilmeldingen foregår efter først til mølle princippet.
*Husk at medbringe en god stor madpakke og drikkedunk - man bliver så sulten af at spille musik og ha' det sjovt.
De fire forskellige temaspor på Musiksommerskolen er:
Musikbutikken (for dig mellem 7-9 år) Vi kigger på forskellige instrumenterne på musikskolens "hylder" - og så skal vi selvfølgelig også spille på dem. Dans, bevægelse og sang er også på programmet - så kridt skoene. Musikbutikken er for begyndere.
Syngeriet (for dig mellem 9-20 år) Deltag i to dage med solosang, kor, musicalsang, ensemblesang med akkompagnement og undervisning i, hvordan du kan bruge din stemme.
Spilleriet (for dig mellem 8-12 år) Har du spillet på dit instrument i minimum ét år, og er du nu frisk på at prøve at spille med andre? I Spilleriet finder vi rytmen, når vi spiller sammen med hinanden.
Voksenboxen (for de voksne der også vil være med) På baggrund af sidste års positive tilbagemeldinger inviterer vi igen i år på endags Musiksommerskole for de voksne. Mandag d. 6. august kl. 10-14 inviteres alle forældre/bedsteforældre/naboer til voksenkor med Mikkel Gomard. Oplev glæden ved musikken, sangen og samværet, når vi mødes omkring korsang - og del en hyggelig dag med dit barn på Slagelse Musikskole. Du behøver ikke at ha' sunget før, for at være med - end ikke i badet!