Forårskoncerten nærmer sig

Slagelse Musikskole hylder Kim Larsen

Slagelse Musikskole hylder Kim Larsen til årets store forårskoncert d. 6. april

Hvert år afholder Slagelse Musikskole den traditionsrige forårskoncert i Vemmelev Hallen. Her deltager alle musikskolens elever – fra de alleryngste, der netop har lært at spille, til lærerne, der til daglig underviser og selv står på scener rundt omkring i hele landet. Helt særligt for denne koncert er, at elever og lærere spiller sammen i et stort 150-mands-orkester – og i år er det Kim Larsen, der spilles! 
2018 kan huskes for meget. Men én af de ting, de på Slagelse Musikskole især husker året for er folkehelten og Danmarks mest modne gadedreng, Kim Larsens, alt for tidlige bortgang. For Kim Larsen har om nogen musiker været med til at optegne det danske lydbillede i generationer – også på Slagelse Musikskole har Kim Larsen-sangene været en fast tilbagevendende bestanddel ved både cafékoncerter, jam og i øvelokalerne gennem alle årerne. Derfor stod det selvfølgelig soleklart for alle, at Kim Larsen-musikken skulle udgøre musikskolens tema til den årlige store forårskoncert i 2019. 

Larsen lyden lever

Musikken kender vi. Nogle er vokset op til lyden. Andre har lært den. Sangene giver genklang i alle generationer, og selv de allermindste kan synge hele Larsen-vers. Og der er nok af tage af - altså sange. Repertoiret er nemlig helt enormt og sådan lever Larsen på smukkeste vis videre. I dag. I morgen. For altid.
I Vemmelev Hallen lever han også. Og Slagelse Musikskole glæder sig til at sætte rammerne for en eftermiddag dedikeret til Larsen. Den fortjener musikken. Leder på Slagelse Musikskole, Mads Otzen fortæller: ”Hvert efterår tager vi i musikskolens koncertudvalg en dialog om, hvilket tema årets forårskoncert skal have. Vi plejer at tale længe og tilbagevendende om dette, for mange lærere har forskellige og rigtig gode idéer. I år var idéen om Larsen-temaet nem at nå til enighed omkring. Kim Larsens musik kan vi mødes i – både klassiske og rytmiske, unge og ’gamle’, elever og lærere – og det er vigtigt, nu hvor vi samler hele musikskolen om forårskoncert.”

En koncertoplevelse – for både musikskoleelever og publikummer

Når Musikskolen spiller i Vemmelev Hallen d. 6. april er samtlige instrumenter i spil. Der er nemlig tale om den største koncert på året, hvor alle elever, uanset alder og musikalsk kunnen, er inviteret med til at spille i det store fællesorkester, der er garant for seks ikoniske Larsen-numre i koncertprogrammet herunder både ”Om lidt”, ”Dengang da jeg var lille” og ”Kvinde min”.  Numrene til det store orkester er blandt andre arrangeret af musiker og sanglærer Christian Berg, der til daglig også er at finde på de skrå brædder på Det Ny Teater i København. Udover fællesorkestret, der i år har fået vokseværk, fordi Slagelse Garden også er inviteret ind, spiller også ensembler bestående af horn,- fagot,- accordeon- og strygerelever samt begynder-klaverelever og folkemusikgruppen Folks. 

Forårskoncerten binder hele musikskolen sammen – og det er én af de dage på året, hvor smilene er allerbredest hos både elever, lærere og forældre. Forårskoncerten ”Larsen Lyden Lever” i Vemmelevhallen er en sprællevende koncertoplevelse, som man absolut ikke bør gå glip af. Entrébilletter koster blot 50 kr. - men der er gratis adgang for musikskolens elever og alle børn under 12 år.