Spil Dansk 2018

Spil Dansk Uge: Musik her, der og alle vegne!

I uge 44 fejrer Slagelse Kommune sammen med resten af landet den danske musik. Her vil musikken spille i byrummet og på alle kulturinstitutioner og spillesteder.

Igen i år fejrer vi den danske musik i kommunen med et væld af forskellige musikaktiviteter. Her vil musikken blive foldet ud og præsenteret både i sædvanlige rammer på spillesteder og kulturinstitutioner og dér, hvor live musikken ikke så tit opleves, nemlig i byrummet og hjemme hos heldige borgere fra kommune.

I Slagelse mener vi, at musik skaber samhørighed og fællesskab mellem mennesker. I Byrådet synger vi jo f.eks. også i Højskolesangbogen inden byrådsmøderne. Spil Dansk-ugen i Slagelse Kommune er derfor tætpakken med musikalske aktiviteter for både børn, voksne, unge og ældre fordelt over hele kommunen. Vi håber på, at rigtig mange med glæde vil opleve live musikken, som også kommer til at spille dér, hvor du måske ikke lige venter den, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A). 

Musikken rammer alle kommunens hjørner – også endda på samme tid

Et af de helt særlige tilbud i dette års Spil Dansk-uge er koncerterne med musikskolens elever på kommunens tre biblioteker i Slagelse, Korsør og Skælskør torsdag d. 1. november – alle tre kl. 16:00. Mats Vangen, koncertkoordinator på Slagelse Musikskole, fortæller: ”Det er første gang i år, at det er lykkedes os at sætte koncerter op på samme tid på alle tre biblioteker på den officielle Spil Dansk Dag, torsdag d. 1. november. Det er fantastisk, at der så stor interesse og opbakning til Spil Dansk-ugen og det at give borgerne oplevelser med live musikken. Når vi giver koncerter i det offentlige rum bliver musikken virkelig for alle, og det er vi glade for, at vi i Slagelse Kommunes Spil Dansk-udvalg kan være med til at sikre”. 

 

Pop-up koncerter, musik for de mindste og én hjemmekoncert 

Du kan allerede nu begynde at planlægge, hvilke arrangementer I Spil Dansk Ugen, som du ikke må gå glip af. Programmet byder udover bibliotekskoncerterne blandt andet på høstbal for dagpleje- og vuggestuebørn, en børnejazzkoncert i Slagelse Musikhus, koncert og syng-med-aften med Storebæltskoret og musikskolens talent- og Musikakademielever i Korsør Kulturhus og så popper musikken op lørdag d. 3. november i udvalgte butikker i både Skælskør, Korsør og Slagelse. Pop-up koncerterne er en gentagelse af succesen fra Spil Dansk-ugen sidste år, hvor blandt andet den unge lokale musiker ’Virgo Son’ gav koncerter i byrummet i både Slagelse og Korsør: ”Med pop-up koncerterne i butikkerne skabes en helt unik oplevelse for både den handlende og musikeren. Du kommer helt ud af dine vante rammer, når musikken skal præsenteres tæt på et uforberedt publikum. Jeg er selvfølgelig med til at give borgerne de her særlige oplevelser med livemusikken igen i år”, fortæller Vigo Son, der til daglig går under det borgerlige navn Mikkel Henriksen.

Virgo Son er ikke den eneste lokale musikere, der spiller i kommunen i anledning af Spil Dansk-ugen. Den prisvindende unge lokale guitarist Casper Esmann, der er en af Danmarks absolut bedste fingerstyle guitarist og netop hjemvendt fra en international fingerstyle-konkurrence i Kina, kan nemlig vindes til at give en privat og eksklusiv hjemmekoncert hos én heldig borger i kommunen. Konkurrencen sætter i gang mandag i Spil Dansk-ugen på Slagelse Musikhus’ facebookside.  

Alle Spil Dansk-ugens aktivitet kan findes på https://www.facebook.com/SpilDanskSlagelse

Fakta om Spil Dansk

Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet fra 30. oktober – 5. november. Spil Dansk har til formål at udbrede, udvikle og sætte fokus på dansk musikkultur. Der er tale om et samarbejde lokalt, regionalt og nationalt. Hensigten er at begejstre og inspirere danskerne til at skabe, spille og dele dansk musik. Det eneste krav til musikken i forbindelse med Spil Dansk er, at musikken skal være skabt eller produceret af danske komponister og sangskrivere. Teksterne kan være på alverdens sprog, og behøver ikke være på dansk. Det kan også være instrumentalmusik. Både interessen for ugen og antallet af arrangementer er steget støt gennem årene. Således forventes der i år over 1000 arrangementer i hele landet.